Julestue i A203C

Så kom julen endelig til Tokyo

Vi inviterede til juleklip, glögg og brunkager. Der blev bygget et pebberkagehus under kyndig vejledning af blandt andet en bygningsingeniør og to arkitekter. Det kom derfor som en overraskelse, at huset var kollapset næste morgen. Designingeniøren mener, at huset blev bygget under for varme og fugtige forhold, så da nattens kulde kom, kondencerde fugten på konstruktionen, som blev fugtig og svag. Ja ja, jeg ved godt det er lidt nørdet, men man er vel ingeniør.

Desværre er der en del af billederne, der på mystisk vis er forsvundet, så det er et noget ambuteret album, jeg har linket til. Men om ikke andet kan man se et par af vores venner.

Albummet ligger til højre på siden under Julestue i A203C

Er Sverige et land i Yokohama?

Efter to måneder med hovedet ned af er det måske ikke så underligt, at hjernen opfører sig lidt underligt.  Det var i hvert fald tilfældet, da Laura og mig besluttede os for at gøre noget ved den røvsyge lysstofrørsbelysning, der indtil i eftermiddags prægede vores lejlighed. Løsningen på problemet var, som så mange andre steder på denne jord at finde den nærmeste IKEA. Efter en kort omgang internetkonsultation fandt vi ud af, at den nærmeste IKEA ligger  i Yokohama. Yokohama er en by med godt 3,5 millioner indbyggere, og den ligger 50 km sydøst for Tokyo. Til vores held har Tokyo forlængst spist Yokohama, så turen dertil blev klaret med en nem tur i metro; med ekspresslinjen tog det ikke engang så lang tid. Da vi nåede frem til Yokohama station, blev vi mødt af IKEA plakater med en pil mod den nærmeste shuttelbus. De er sgu tjekkede de svenskere! Efter 10-15 min. i bussen kunne man pludseligt se en blå bygning med store gule bogstaver IKEA! Eftehånden som vi kom tættere på, voksede den blå bygning sig større og større. Det var lidt ligesom første gang, jeg så en flyvemaskine holde parkeret i Kastrup – Jeg tænkte “Den er godt nok stor!”. Det var IKEA i Yokohama også!

Oven på den oplevelse var vi blevet helt sultne, og det er jo ikke nogen hemmelighed, at en tur i IKEA altid er sjovest, når man har styr på maven og blodsukkeret. (er der ikke styr på det, er Lars i hvert fald ikke særlig underholdende!)

Da vi var kommet inden for og op på 1.etage, var det ret tydeligt, at en stor IKEA har en enorm kantine! Og hvad endnu bedre var – kantinen var fyldt med svenske godiser: brunkager, glögg, rejesalat og aller aller aller vigtigst…… Kjötbollar, massere af kjötbollar! Vi skyndte os hen til den første og bedste madvogn (se billedet, den er ret sej)

og kørte direkte hen og bestilte den største portion kjötbollar, der fandtes. Den var ret stor – hele 15 kjötbollar! Og så var det med kartofler, persille, brun sovs og tyttebær. Præcis som vores tipoldemor plejede at lave det…..?!?!

- Dér skete det så. Hjernen kortsluttede vist lidt. Pludselig begyndte vi i vores kjötbolla-rus at kippe med det svenske flag og synge på ordene. og vi så åbenbart så lykkelige ud, at afryderen mente, han måtte forevige øjeblikket – i dette Kodak Moment, som han kaldte det.

Efter tallerkenen var slikket ren, bakken stillet på opvaskevognen, vaklede vi af sted mod lampeafdelingen, og da gik det op for os, at vi lige havde været et kort besøg i Sverige. Resten af IKEA var helt som det plejer, vi kom derfra med fem lamper inkl. pærer for 200,- kr.

En tirsdag på Todai

Som de fleste nok ved, læser jeg på University of Tokyo (Tokyo Daigaku – altså Todai!). Efter Laura har været så god til at skrive alt muligt, synes jeg, at det efterhånden må være min tur til at skrive lidt. Jeg vil starte med at fortælle jer om gårdagens tirsdag på Todei.

10:15. Det hele startede med, at jeg selvfølgelig kom i god tid til min forelæsning, for jeg havde nemlig planlagt at tage et agentfoto for at vise en lille, sej ting ved min tirsdagsforelæsning.

Nok står der advanced Lectures on systems innovation på powerpoint-præsentationen, men det seje er fjernsynet til venstre i billedet. Det er måske lidt svært at se, hvad og hvor det er, men så er det jo godt, at jeg ved det….. Det er et andet klasselokale, bare ikke på Todai, men på National University of Seoul. Forelæsningen bliver simpelthen transmiteret live over internettet til Korea. Men i og med at vi kan se og høre dem, kan de også stille spørgsmål under forelæsningen. Jeg er dog ikke helt sikker på, at det er gået op for dem endnu. Ham, der altid sætter sig tættest på kameraet, sidder i hvert fald altid og spiller PSP (Computer), og de andre er ikke blege for at tage en lille lur – men der kan jeg dog godt følge dem, 100 minutters envejskommunikation uden pauser kan godt trække tænder ud!

11:55. Efter forelæsningen skulle jeg virkeligt tisse, så jeg måtte på jagt efter et toilet, det kan godt være svært, når alt står med krusseduller, men som det jo plejer, endte alting godt:

 

13:30 Efter frokost, som var det næste punkt på programmet, skulle jeg til lægetjek. Hvert halve år skal alle studerende på Todai til et lægetjek og nu var turen så kommet til mig. Min forste tanke var, at det kunne de vist ikke tage alt for seriøst men jeg blev hurtigt klogere! Først skulle man udfylde et langt skema om ens egen og familiens sygdomshistorie – på JAPANSK! Det tog lidt tid. Heldigvis blev det sjovere bagefter. Det viste sig nemlig, at hele arrangementet var bygget op som en god gammeldags børnefødselsdags-skattejagt med forskellige poster, der med lidt tvetydig sklitning godt kunne være svære at finde. Når man endeligt nåede frem, blev man stilt over for en eller anden udfordring, som så kunne være mere eller mindre spændende.

For at køre stilen helt ud fik man ved anden post, efter papirnusseriet, udleveret et papkrus, og en af de voksne skrev ens navn på det. Sejt! tænkte jeg og gik glad videre, indtil jeg fandt ud af, at pilene pegede ind på endnu et toilet. Ude på toilettet var der endda en lille skranke, hvor det var meningen, at man skulle aflevere koppen igen. Jeg havde som sagt lige tisset, så de fik altså lige lov at vente lidt. Derfra gik den slag i slag med vægt, højde, blodtryk, blodprøve, elektrocardiografi, røngtenbillede af lungerne (dem bad de også om, inden jeg kom herned, så de tager tydeligvis ingen chancer!).

Skattejagten sluttede selvfølgeligt med den obligatoriske mentalundersøgelse. Den havde form af et spørgeskema, hvor man skulle være godt dum for at falde i en af deres fælder. Eksempelvis: Ønsker du tit, at du var død, eller ville det være bedst, hvis du var død? eller: Hører du tit stemmer, som ingen andre kan høre?

15:00 Da jeg gik ud derfra, sad der en kvinde ved en computer og fortalte mig, at jeg om tre uger kan se resultaterne på en hjemmeside. Det kan jeg ikke helt lade være med at glæde mig til. Jeg håber virkelig, jeg vandt!