Jul og nytår

Det er lang tid siden, vi sidst har fået skrevet. Derfor vil jeg lige opsummere på den sidste del af 2007 og første del af 2008, hvor både julen og nytåret også nåede til Tokyo.

Vi fejrede jul sammen med Lene, Jørgen og Thorbjørn, som var og stadig er på besøg fra Danmark. Derudover sluttede vores nordiske venner herovrefra - Jakob, Christian, Beate og Belinda – sig til.

Beate, Christian og Jakob til glögg før julemiddagen

Vi skiftede andestegen ud med otte retters menu på en traditionel, japansk restaurant, vi havde helt for os selv. Menuen stod på grøntsagssnacks, sashimi (rå fisk), rejechips med guacemole, grillede svampe og krabbekløer, grillede østers, grillede asparges og fint, kalvekød i strimler og japansk is til dessert. Så der var ikke megen plads til risengrøden og ris a la manden, da vi kom hjem i vores lejlighed nogle timer senere.

Thorbjørn, Jakob, Beate, mig, Christian, Lars, Lene, Belinda og Jørgen

Vi dansede ikke om vores halve plastikjuletræ, men nøjedes med kapre pakkerne under træet, da vi legede pakkeleg. Blandt gevinsterne var plastikfår, en levende myrefarm, danske sladderblade og spegepølser.

Vores halve plastikjuletræ med vrangen mod væggen

I dagene mellem jul og nytår tog vi med Thorbjørn, Jørgen og Lene til Kyoto. Her havde vi nogle skønne solskinsdage med udflugter til smukke templer, unikke haver og et menneskeforladt bjerg. Når fødderne skulle hvile, tog Uno-spillet, Starbucks-kaffen eller et varmt udendørs bad i bjergene over.

Jørgen, Lene, Lars, Thorbjørn og mig

Med natbus nåede vi hjem til Tokyo den 31. og efter et par timers søvn var vi klar til aftenens udskejelser. Vi tog ud og spiste med 13 venner fra det meste af verden, som vi har mødt hernede.

Thorbjørn, mig og Shiho med Marc fra New Zealand i baggrunden

To minutter i tolv var igennem den lange kø, der førte til den natklub, hvor stiletterne skulle svinges og champangepropperne springe. Det gjorde de på slaget 12, og der blevet kysset, drukket og ønsket godt nytår, mens fraværet af fyrværkeri på den skyline, vi havde udsigt til fra panoramavinduerne på 15. etage, bragte lidt Danmarknostalgi frem.

Happy new year!

Det blev eftermiddag den 1. januar, før vi åbnede øjnene og så, hvordan 2008 tog sig ud i sollys. Blå, klar himmel og stilhed på gaderne. Vi gik en tur ned forbi de to templer i nærheden af vores lejlighed. Japanerne fejrer nemlig ikke nytåret med sprut, trut og krut, men går i stedet tidligt i seng efter en ordentligt nuddelmåltid for derefter at stå tidligt op og gå i tempel og bede for det nye år. Der var fortsat mange mennesker ved templerne, da vi dukkede op, og det var en fin oplevelse at de se japanske familier samles i templet, hvor de blev indhyllet i lyden af messende munke og duften af røgelse.

Vores lokale tempel i nytårsdragt

Efter tempelbesøg var det tid til at pleje tømmermændene. Kroppen havde hele dagen set frem til en berygtet burger i Shibuya-området. Vi nåede frem til burgerbaren lidt i seks – lykkelige over, at den var åben (mange af de japanske butikker og restauranter lukker i dagene efter nytår). Men lykken brast, og det var lige før tårerne bankede på, da servitricen fortalte, at de lukkede klokken seks…og nej, de havde ikke en gang tid til at lave en burger to go. Herefter fulgte en times lang jagt på slesk mad – eneste kriterie var, at det ikke måtte stamme fra McDonalds, hvilket blev lidt af en udfordring. Men det endte nogenlunde med dårlig pizza, steaks og dessert.

2. januar drog vi sammen med tusinder af japanere mod Imperial Palace, som ligger i centrum af Tokyo. Her blev vi ønsket godt nytår af selveste kejseren, hans kone, to sønner og svigerdøtre. 

Kejserfamilien

De meget små royalister i maverne blev sluppet ud, og de overtog den energiske kippen med flaget, tilråb og fotografering.

Hvad der er sket i dagene siden hen, er ikke småting. Et par nøgleord er skylinefest med japanere, sumotræning og middag hos professoren. Men de oplevelser har simpelthen fortjent en plads for sig selv, så vi satser på en ledig stund, hvor vi kan berette.

Til slut: Godt nytår til jer alle!

…og I kan se flere billeder fra jul og nytår i albummet med den originale titel: jul og nytår. (Kommer snart)

Fiskefødder, zombier og nøgne japanere

Vejret var trukket i blæstvesten i søndags, da vi begav os af sted mod Odaiba. Odaiba er en ø, som er forbundet til resten af Tokyo med broer. Bypulsen derude er begrænset, da det er stormagasiner, parkeringspladser og nybyggede glasfacader, der pryder den forhenværende brakmark. Odaiba kan vel egentlig kaldes Tokyos svar på Amager.

Kinu, Kularas lillesøster, Kulara og Jakob.

Lars, Jakob og jeg var kommet til Odaiba for at mødes med Shiho og Kulara, en af deres gamle gymnasieveninder, Kulara lillesøster og Kularas ven, Kuni. Sammen skulle vi indtage Odaiba Onsen, som er et sparesort.

Sparesortet var designet efter den japanske edoperiode, så iført bomuldskimonoer følte vi, at vi var trådt 100 år tilbage i tiden. Dog brød enkelte ting illusionen om, at vi var gik rundt i 1907. For eksempel fik vi udleveret et chiparmbånd, så når vi købte mad og drikke behøvede vi ikke vores pung, men blot at scanne vores chip. Det samlede beløb betalte vi så først, da vi forlod resortet senere på dagen – smart!

Vi startede med at gå udenfor, hvor der foruden små, varme floder lå et lille hus, hvor de berygtede doktorfisk bor. Når man stak fødderne ned i vandet til dem, begyndte de at spise ens døde hud.

Det var lidt af en grænseoverskridende oplevelse, og det kildede helt vildt i starten. Rygtet siger, at Cleopatra lod fiskene spise af hele hendes krop…hun må have haft en meget lav kildeterskel.

De japanske piger faldt i snak med manden, som passer på doktorfiskene, og det viste sig, at han har spillet zombie i en spillefilm. Så vi måtte jo lige have et gruppefoto med zombiestjernen:

Lur lige mr. Tall og mr. Tall. De får mr. Zombie til at ligne noget fra en Disneyfilm.

 Bagefter gik Jakob, Lars og Kinu ind i herreafdelingen (hvad der skete der, må I høre fra Lars), mens jeg fulgtes med pigerne ind i dameafdelingen. Her var det et must at være nøgen. Så den næste time var jeg omgivet af nøgne, japanske piger og kvindfolk i alle aldre og vægtklasser.

Der var alle mulige forskellige bassiner. Vandet var pumpet op fra undergrunden og virkelig varmt, så jeg lignede en kogt tomat efter en tur i saltvandsbassinet, silkealgebassinet og det udendørs glohede bassin. Men så kunne jeg køle ned med et dyb i koldvandsbassinet – og det bragte gåsehuden tilbage!

Da vi var færdige med at dyppe os selv i bassinerne, var næste stop på ruten at gøre sig klar til at komme ud i offentligheden igen. Og resortet havde gjort sit til, at man kunne blive toplækker. De stillede shampoo, balsam, hårkur, rensemælk, skintonic, føntørrere, engangsbørster, dagcreme, håndcreme og make-up til rådighed, og ingen japaner forlod omklædningsrummet uden at have tørret og sat håret og duppet læberne med lipgloss. 

Atter forenet med herrene – afslappede og overgearede

 

Se flere billeder i albummet Odaiba Onsen.

Eventkalender

Jeg har lige lavet en ny underside ‘eventkalender 2008′. Her kan alle jer, der kommet på besøg læse om de koncerter, festivaler og andre særlige begivenheder, der foregår i Japan fra januar og frem til april 2008.

Jagten på The Japan Railpass

Også i dag var solen i sommerhumør, så Lars tog en fridag, og vi tog på udflugt til noget så eksotisk som Tokyos immigrationskontor. Her ville vi høre, om det er for os at få status som turister til foråret, når vi er klar til at indtage resten af Japan. Det er nemlig sådan, at man kun kan få et Japan Railpass (et pas der gør, at man kan rejse billigt med tog), hvis man har turistvisum.

Vejret er så godt hernede, at blomsterne er begyndt at blomstre igen

For at komme til immigrationskontoret skulle vi køre med monorail-toget. Jeg gjorde på forhånd lidt indsigelser – et spor – er det nu sikkert? Men det viste sig, at det ene spor bestemt ikke var på slankekur:

Vi kom sikkert frem til, hvad der skulle være 15 minutters gåtur fra immigrationskontoret. Men bykortet og Tokyos umulige gadesystem, der består af numre frem for vejnavne, spillede os et pus, så vi gik først i den forkerte retning. 

Det fik blodsukkeret til at falde, men det er der råd for: løb ind i den nærmeste convenient store og køb en risbolle i tang – haps, og så er man på toppen af Tokyo igen.

Risboller med forskellig smag

Turen videre førte os ud på Tokyos industrihavn, hvor samspillet mellem kranerne og containerne udgjorde et alternativt tetrisspil.

Fremme hos immigrationskontoret blev vi vist foran i køen af sovende filippinere, der lignede nogen, der havde ventet i flere dage. Blot 10 minutter tog det for os at få at vide, at vi ikke behøver at rejse ud af Japan for at få et turistvisum. High Five -Mission Japan Railpass er fuldendt!!!                   

Så nu kan vi fra 1. februar rejse billigt rundt i dette fantastiske land. Det blev fejret med en bento (færdigret) med majonæse, som underlig ekstra bonus….

…i den nærmeste park:

Se flere billeder fra vores udflugt i albummet: Tokyo på vrangen.

Jeg har fået en japansk veninde

På vej hjem i metroen fra en svedig (både i overført betydning og i bogstavligste forstand) koncert med Daft Punk i lørdags mødte vi to japanske piger, Shiho og Kulara. Det viste sig, at de havde set nogle vestlige hårlokker længere nede i togvognen, og da Shiho i flere måneder har søgt efter engelsktalende unge i Tokyo, overtalte hun Kulara til, at de gik ned i vores ende.

Efter at have taget mod til sig i 10 minutter spurgte Kulara endelig drengene (jeg var eneste pige i et drengeslæng på seks), hvor vi kom fra. Det lille spørgsmål førte til, at pigerne tog videre med os på bar resten af natten.

Shiho har boet halvandet år i New York og har en amerikansk kæreste, så hun taler engelsk og er langt mere udadvendt end mange af de andre japanere, vi har mødt.

Vores kemi passede rigtig godt sammen, og i dag tog hun mig med til sin frisør – fantastisk at have en tolk med. Så jeg har fået japanese haircut, men ligner dog ikke helt en mangafigur. Efter frisøren tog vi ud og spiste og snakkede, og jeg kunne virkelig mærke, at jeg har været i underskud af venindesamvær herovre.

Det er fantastisk at have mødt en som hende, som kan forklare en om alle de mærkelige, japanske fænomener som hunde, der bliver behandlet som børn, de umenneskelige lange arbejdsdage, de mange selvmord og japanernes syn på udlændinge. Specielt fordi hun har været væk fra Japan, kan hun reflektere ret godt over det japanske samfund. 

Vi sluttede aftenen af med at tage i – jeg tror ikke, der er et dansk navn for det – klistermærkefotobiks. Det var fyldt med teenagere, der skulle eksponere sig selv.

Her er resultatet af vores fotosession:

På søndag har Shiho arrangeret, at vi, alle drengene, Kulara og nogle af hendes andre venner skal ud til et sparesort. Det er noget med varme bade, massagestole og et bassin med fisk, der spiser ens tørre hud.

Så kig herind søndag aften, så er der update på, om jeg har fået min babyhud tilbage på fødderne.

En helt almindelig torsdag eftermiddag

Mit hoved havde været vendt mod computeren i fem timer, og ansigtet var begyndt at lægge sig i rektangulære folder, så jeg overbeviste mig selv om, at det vist var bedst at snøre skoene og komme udenfor. Supermarkedet Tokyu Store blev målet for turen, for min mave gav sultne lyde fra sig, og køleskabet husede ikke andet end mælk, æg og marmelade.

Tokyu Store er ikke Netto, så er det sagt. 500 g havregryn (som er den største mængde, man kan købe) koster 25 kroner, et æble koster 10 kroner – samme pris som en avokado og to citroner på tilbud, og man må smide 15 kroner for en pose madsalt. Til gengæld kom jeg derfra i dag med en frokostbakke med sushi, soya, ingefær og platikgræs (fix lille detalje) for en tyver. Så kan jeg altså godt undvære Netto lidt endnu.

I forestiller jer nok, at Tokyo er teknologiens vugge, men det gælder altså ikke kasserne i supermarkedet. Her overrækker man sin kurv til kassedamen, som fint pakker varerne over i en anden kurv, samtidig med at hun siger prisen på hver enkelt vare – på japansk selvfølgelig. Til sidst lægger hun to poser ned i kurven og fortæller en det endelige beløb. Så lægger man visakortet i en dertilhørende bakke, hvorfra kassedamen tager det, kører det gennem kortmaskinen og rækker det tilbage til en med to hænder, som var det en hellig genstand. Fra kassen går man over til et pakkebord, hvor man tager de netop fint stablede varer op i indkøbsposerne. Er poserne tunge, kan man tage nogle smarte plastikhåndtag, så poserne er lettere at bære hjem. 

Og præcis sådan var proceduren også i dag. Med to platikposer i grønne håndtag gik jeg hjemad. På vej forbi parken så jeg en mand kravle rundt i et træ. Han var i gang med at beskære det og brugte hverken stige eller klatreudstyr som hjælp. Han klarede det hele ved hjælp af sine traditionelle ninjasko, som er en kraftig stofstøvle med to rum til tæerne, et til storetåen og et til de andre. Længere henne ad gaden kom tre midaldrende kvinder trippende af sted i træsko og pastelfarvede kimonoer. De standsede op foran en lille sortkrøllet puddel, som var iklædt rød frakke akkurat som sin mor. De hilste smilende på hunden og trippede videre, så man nu kun havde udsigt til deres skinnende, opsatte hår.

Næsten hjemme kom jeg forbi huset med vandflaskerne. Det er et mysterium. Rundt om huset står 20-30 halvanden liter flasker med vand i, som et hegn der beskytter mod onde ånder. Jeg bliver nødt til at finde ud af, hvorfor de har de flasker stående – skal nok dele det med jer, hvis jeg løser gåden!

Ved indgangen til lodgen hang plastikkragen som sædvanlig med hovedet nedad over de udendørs skraldespande. Rengøringskonen har tidligere signaleret, at det holder de levende krager, som hersker over himlen i hele byen, væk fra affaldet. Det lader til at virke.

Turen hjem forvissede mig om, at jeg sagtens kan undvære Netto i flere måneder i bytte for at støde på alle de her synsforkælelser hver gang, jeg går på indkøb.

Alarm: Voldtægt på toilettet!

I dag da jeg var på vej hjem fra den nordlige del af Tokyo, skulle jeg skifte metro. Skiftet kom meget belejligt, da min hjerne var begyndt at stille ind på et piktogram med en kvinde i trekantet kjole. På Hibya station finder jeg et toilet, endda et rent, engelsk siddetoilet og ikke et tyrkisk ståtoilet, som ellers dominerer de offentlige toiletter hernede. Så alt går forrygende – indtil jeg skal trække ud.

Japanske toiletter er, som mange af jer sikkert har hørt, en historie for sig. Mange af dem har varme i sæderne, musik og mulighed for regulering af trykket på det skyl, man kan få bagi. Rygtet siger desuden, at nogle af dem kan analysere ens nummer 2, så man kan finde ud af, om man skal spise flere rosiner eller færre gulerødder.

Et eksempel på et toilet med musik-, skyl-rumpe- og sædevarmefunktioner.

Toilettet i dag havde dog ingen smarte funktioner, og det blev problemet. For det havde så få funktioner, at jeg ikke kunne finde skyl-ud-knappen. Den var hverken bagved sædet eller over sædet, så da jeg så en knap på væggen, tænker jeg – det må være knappen – og trykker.

Men i det sekund, jeg trykker, ser jeg skiltet over knappen. For en gangs skyld er der et skilt på engelsk: Emergency Alarm!

Pis, pis, pis, siger jeg til mig selv og bliver endnu mere befippet, da jeg samtidig opdager, at en stor, rød lampe blinker i loftet, og at lyden af en sirene bliver højere og højere.

Jeg overvejer, om jeg skal forsøge at svømme væk i toilettet på ægte trainspotting-maner (toilettet er begyndt at skylle - det har åbenbart en censor, der føler, om man er færdig eller ej), men min klaustrofobi for mig til at vælge at gå ud og tage imod hæren af vagter, der kommer løbende med knipler, hunde og pistoler for at stoppe voldtægtsforbryderen på dametoilettet.

Heldigvis dukker der kun én vagt op; en sød kvinde, som bare smiler, da jeg undskylder igen og igen, mens jeg slutter mig til tokyoitterne, der glor mærkeligt på mig, mens vi målrettet haster videre mod vores metro.

Puha, den der pinlighedsfølelse, tror jeg ikke, jeg har haft, siden jeg tissede i en motorvejskø engang, men det er en helt anden historie.

Mama FM og sølvmedaljen

For præcis en uge siden vågnede jeg op efter en urolig nattesøvn. Min krop kunne ikke bestemme sig for, hvilken side den helst ville ligge på. Grunden var nok, at den i nattens løb mente, at den burde være i Danmark. I Danmark blev det nemlig afgjort, hvilken af fem nominerede film produceret for Mellemfolkeligt Samvirke, der ville iføre sig guld, sølv og bronzemedalje.

Arbejdsrammen for filmene var, at de skulle vise demokrati i en ulandshverdag og gerne fremstille et anderledes billede af ulande, end det vi er vant til at se i Danmark. 

Mama FM var en af filmene. Den handler om en lokal radiostation i Uganda, som oplyser ugandiske kvinder om politik, historie og rettigheder, hvordan de skal drive forretning, hvordan de spiser sundt, og hvordan de kan komme til orde. Filmen har jeg lavet i samarbejde med min makker Camilla. Vi var i Uganda i tre uger og filme i slutningen af maj til starten af juni og har klippet den lille film sammen henover sommeren.

 Det var Camillas og mit første filmprojekt, og forløbet var derfor præget af utrolig mange førstegangsoplevelser. Derfor var glæden endnu større, da jeg for uge siden åbnede min mailbox og kunne se, at vores lille film nu var iført en sølvmedalje.

Jeg er blevet opfordret til at lægge et link op til filmen. Det kommer her >>. På siden kan man også se de andre film. Vinderfilmen blev ‘Ugandan Bloggers Happy Hour’, mens ‘Et valg for Nepal’ indtog tredje pladsen.

Og nu jeg er i gang med at selvpromovere, så producerede vi i Uganda et indslag om ugandernes holdning til, hvad den danske udviklingsbistand til Uganda skal gå til. Det indslag kan ses på siden her >>.

Watashi wa Laura desu, Danmarkujin desu

En rødhåret pige og ni sorthårede asiatere sad der, da jeg ankom til min første time i japansk i class room E på 5. sal klokken 9.00 i går morges. De stirrede allesammen tavst op mod tavlen. For mig var tavlen blank, men det så virkelig ud som om,  de fik noget interessant ud af at stirre intenst på den hvide plade.

Jeg satte mig bag dem ved et bord, der var så lavt, at jeg kun lige akkurat kunne presse mine lår ind under bordpladen. Foran mig lagde jeg listen med Hirakanategn, som jeg ihærdigt havde forsøgt at memorere efter ordre fra kursusledelsen.

Præcis klokken 9.10 kom en mand og kvinde ind i lokalet. Manden, som var professor, talte virkelig dårligt engelsk, men forsøgte vist at forklare, at det var meget vigtigt, at vi kom til hver time, for så kunne vi snart rykke op på næste niveau. Så gav han ordet til vores kvindelige underviser, Nabateme sensei, og gik.

Og så gik det løs. Jeg har meldt mig til det aller laveste niveau, men allerede i løbet af denne første lektion på 100 minutter skulle vi lære at tælle til 100, lære de omkring 70 Hiraganategn (som er japanernes ‘simple’ alfabet), lære hvordan man spørger på japansk, og hvordan man præsenterer sig selv. GOSH!!!

Nabeteme sensei forventede, at vi allerede kunne læse på Hirakana, og godt nok har jeg terpet, men der er altså milevidt fra at kunne hvert enkelt tegn til at kunne læse sætninger. For eksempel husker jeg tegnet ‘ti’ på, at det ligner en mand, der ‘ti’sser. Det er nok ikke så svært at forestille sig, at det tager ret lang tid at skulle igennem sådan en associationsrække for hvert tegn. I hvert fald nåede Nabeteme sensei at viske ud, før jeg havde nået at hakke mig gennem stregerne.

Og det mest provokerende var, at alle kineserne på holdet var vildt gode til det! Men jeg må bare terpe og være stolt over, at jeg kan sige, hvad jeg hedder, og hvor jeg kommer fra: watashi Laura desu, Danmarkujin desu. Tag den!

Den dag Jodi kom til byen

En gul løber var foldet ud, blå kasketter med sikkerhedsvagter under holdt udgik, mens en indhegnet gruppe af japanere og pressefolk stod klar med Canon, Nikon og Olympus i skudsikre positioner.  

Vi var ude at gå tur i onsdags, da dette syn mødte os på vejen, og vi blev nødt til at få opklaret, hvem de allesammen ventede på. Det var lidt svært at spørge japanerne, eftersom vores japanske stort set kun strækker sig til at kunne sige go’ morgen og go’ aften. Men vores lydradar sporede sig ind på en far og to sønner, der stod lige uden for indhegningen og talte med tyk, amerikansk accent.

- Who are we waiting for, spurgte jeg den ene søn, der var i gang med at gumle sig igennem en pandekage med is og chokoladesovs.

- I think it’s Jodie Foster…yeahh, I saw her on the television this morning, svarede han og sank.

Vi kiggede op, og jo – den lyshårede kvinde på rækken af filmplakater kunne sådan set godt være Jodie Foster. Vi stillede os ved siden af amerikanerne og ventede. Hver gang en bil kørte op foran den gule løber, gav det et sug gennem menneskeskaren. Men det var ikke et lyshåret nips fra Hollywood, men blot endnu en japansk, sorthåret kendis.

Vi var lige ved at gå videre, da endnu en sort bil stoppede op. Ud af den trådte en sort kjole med Jodie Fosters lyshårede hoved på toppen.

                                    

 Og så begyndte det:

 - Jodi, jodi, jodi, JODI, JODIIII!!!! 

Japanerne skreg, mens de viftede med deres autografbøger og forsøgte at meje sidemanden ned. Jodie(djåvdi) Foster var udmærket klar over, at hun var jodi (djodi). Hun smilede som en mercireklame, skrev sin dyrebare Jodi-krussedulle i bøgerne på første række, mens hun blev skudt ned af blitz forfra, bagfra, nedefra og fra siden.

 

 

Den amerikanske far løb rundt med sit videokamera, som om den vigtigste souvenir fra Tokyo var en hjemmevideo med Hollywoodstjernen fra den fantastiske tornadofilm Twister.

Jodi, JODI, JODI!!!!!!!!!!!!!!!!! skreg japanerne mere og mere desperat anført af en energisk pressefotograf. De vidste, tiden var knap.

Og de fik ret, for pludselig forsvandt hun. Sammen med alle de japanske kendisser gik hun gennem et sort forhæng. Hun skulle ind og se sig selv forstørret op i den japanske premiere på filmen The Brave One.

De japanske Jodi-råb tog af i styrke, og opmærksomheden blev stilet mod krussedullerne og de utallige små kameraskærme, hvor mindet om den dag Jodi kom til Tokyo tog over for det virkelige syn.