Jeg har fået en japansk veninde

På vej hjem i metroen fra en svedig (både i overført betydning og i bogstavligste forstand) koncert med Daft Punk i lørdags mødte vi to japanske piger, Shiho og Kulara. Det viste sig, at de havde set nogle vestlige hårlokker længere nede i togvognen, og da Shiho i flere måneder har søgt efter engelsktalende unge i Tokyo, overtalte hun Kulara til, at de gik ned i vores ende.

Efter at have taget mod til sig i 10 minutter spurgte Kulara endelig drengene (jeg var eneste pige i et drengeslæng på seks), hvor vi kom fra. Det lille spørgsmål førte til, at pigerne tog videre med os på bar resten af natten.

Shiho har boet halvandet år i New York og har en amerikansk kæreste, så hun taler engelsk og er langt mere udadvendt end mange af de andre japanere, vi har mødt.

Vores kemi passede rigtig godt sammen, og i dag tog hun mig med til sin frisør – fantastisk at have en tolk med. Så jeg har fået japanese haircut, men ligner dog ikke helt en mangafigur. Efter frisøren tog vi ud og spiste og snakkede, og jeg kunne virkelig mærke, at jeg har været i underskud af venindesamvær herovre.

Det er fantastisk at have mødt en som hende, som kan forklare en om alle de mærkelige, japanske fænomener som hunde, der bliver behandlet som børn, de umenneskelige lange arbejdsdage, de mange selvmord og japanernes syn på udlændinge. Specielt fordi hun har været væk fra Japan, kan hun reflektere ret godt over det japanske samfund. 

Vi sluttede aftenen af med at tage i – jeg tror ikke, der er et dansk navn for det – klistermærkefotobiks. Det var fyldt med teenagere, der skulle eksponere sig selv.

Her er resultatet af vores fotosession:

På søndag har Shiho arrangeret, at vi, alle drengene, Kulara og nogle af hendes andre venner skal ud til et sparesort. Det er noget med varme bade, massagestole og et bassin med fisk, der spiser ens tørre hud.

Så kig herind søndag aften, så er der update på, om jeg har fået min babyhud tilbage på fødderne.