Jagten på The Japan Railpass

Også i dag var solen i sommerhumør, så Lars tog en fridag, og vi tog på udflugt til noget så eksotisk som Tokyos immigrationskontor. Her ville vi høre, om det er for os at få status som turister til foråret, når vi er klar til at indtage resten af Japan. Det er nemlig sådan, at man kun kan få et Japan Railpass (et pas der gør, at man kan rejse billigt med tog), hvis man har turistvisum.

Vejret er så godt hernede, at blomsterne er begyndt at blomstre igen

For at komme til immigrationskontoret skulle vi køre med monorail-toget. Jeg gjorde på forhånd lidt indsigelser – et spor – er det nu sikkert? Men det viste sig, at det ene spor bestemt ikke var på slankekur:

Vi kom sikkert frem til, hvad der skulle være 15 minutters gåtur fra immigrationskontoret. Men bykortet og Tokyos umulige gadesystem, der består af numre frem for vejnavne, spillede os et pus, så vi gik først i den forkerte retning. 

Det fik blodsukkeret til at falde, men det er der råd for: løb ind i den nærmeste convenient store og køb en risbolle i tang – haps, og så er man på toppen af Tokyo igen.

Risboller med forskellig smag

Turen videre førte os ud på Tokyos industrihavn, hvor samspillet mellem kranerne og containerne udgjorde et alternativt tetrisspil.

Fremme hos immigrationskontoret blev vi vist foran i køen af sovende filippinere, der lignede nogen, der havde ventet i flere dage. Blot 10 minutter tog det for os at få at vide, at vi ikke behøver at rejse ud af Japan for at få et turistvisum. High Five -Mission Japan Railpass er fuldendt!!!                   

Så nu kan vi fra 1. februar rejse billigt rundt i dette fantastiske land. Det blev fejret med en bento (færdigret) med majonæse, som underlig ekstra bonus….

…i den nærmeste park:

Se flere billeder fra vores udflugt i albummet: Tokyo på vrangen.

Jeg har fået en japansk veninde

På vej hjem i metroen fra en svedig (både i overført betydning og i bogstavligste forstand) koncert med Daft Punk i lørdags mødte vi to japanske piger, Shiho og Kulara. Det viste sig, at de havde set nogle vestlige hårlokker længere nede i togvognen, og da Shiho i flere måneder har søgt efter engelsktalende unge i Tokyo, overtalte hun Kulara til, at de gik ned i vores ende.

Efter at have taget mod til sig i 10 minutter spurgte Kulara endelig drengene (jeg var eneste pige i et drengeslæng på seks), hvor vi kom fra. Det lille spørgsmål førte til, at pigerne tog videre med os på bar resten af natten.

Shiho har boet halvandet år i New York og har en amerikansk kæreste, så hun taler engelsk og er langt mere udadvendt end mange af de andre japanere, vi har mødt.

Vores kemi passede rigtig godt sammen, og i dag tog hun mig med til sin frisør – fantastisk at have en tolk med. Så jeg har fået japanese haircut, men ligner dog ikke helt en mangafigur. Efter frisøren tog vi ud og spiste og snakkede, og jeg kunne virkelig mærke, at jeg har været i underskud af venindesamvær herovre.

Det er fantastisk at have mødt en som hende, som kan forklare en om alle de mærkelige, japanske fænomener som hunde, der bliver behandlet som børn, de umenneskelige lange arbejdsdage, de mange selvmord og japanernes syn på udlændinge. Specielt fordi hun har været væk fra Japan, kan hun reflektere ret godt over det japanske samfund. 

Vi sluttede aftenen af med at tage i – jeg tror ikke, der er et dansk navn for det – klistermærkefotobiks. Det var fyldt med teenagere, der skulle eksponere sig selv.

Her er resultatet af vores fotosession:

På søndag har Shiho arrangeret, at vi, alle drengene, Kulara og nogle af hendes andre venner skal ud til et sparesort. Det er noget med varme bade, massagestole og et bassin med fisk, der spiser ens tørre hud.

Så kig herind søndag aften, så er der update på, om jeg har fået min babyhud tilbage på fødderne.