Fiskefødder, zombier og nøgne japanere

Vejret var trukket i blæstvesten i søndags, da vi begav os af sted mod Odaiba. Odaiba er en ø, som er forbundet til resten af Tokyo med broer. Bypulsen derude er begrænset, da det er stormagasiner, parkeringspladser og nybyggede glasfacader, der pryder den forhenværende brakmark. Odaiba kan vel egentlig kaldes Tokyos svar på Amager.

Kinu, Kularas lillesøster, Kulara og Jakob.

Lars, Jakob og jeg var kommet til Odaiba for at mødes med Shiho og Kulara, en af deres gamle gymnasieveninder, Kulara lillesøster og Kularas ven, Kuni. Sammen skulle vi indtage Odaiba Onsen, som er et sparesort.

Sparesortet var designet efter den japanske edoperiode, så iført bomuldskimonoer følte vi, at vi var trådt 100 år tilbage i tiden. Dog brød enkelte ting illusionen om, at vi var gik rundt i 1907. For eksempel fik vi udleveret et chiparmbånd, så når vi købte mad og drikke behøvede vi ikke vores pung, men blot at scanne vores chip. Det samlede beløb betalte vi så først, da vi forlod resortet senere på dagen – smart!

Vi startede med at gå udenfor, hvor der foruden små, varme floder lå et lille hus, hvor de berygtede doktorfisk bor. Når man stak fødderne ned i vandet til dem, begyndte de at spise ens døde hud.

Det var lidt af en grænseoverskridende oplevelse, og det kildede helt vildt i starten. Rygtet siger, at Cleopatra lod fiskene spise af hele hendes krop…hun må have haft en meget lav kildeterskel.

De japanske piger faldt i snak med manden, som passer på doktorfiskene, og det viste sig, at han har spillet zombie i en spillefilm. Så vi måtte jo lige have et gruppefoto med zombiestjernen:

Lur lige mr. Tall og mr. Tall. De får mr. Zombie til at ligne noget fra en Disneyfilm.

 Bagefter gik Jakob, Lars og Kinu ind i herreafdelingen (hvad der skete der, må I høre fra Lars), mens jeg fulgtes med pigerne ind i dameafdelingen. Her var det et must at være nøgen. Så den næste time var jeg omgivet af nøgne, japanske piger og kvindfolk i alle aldre og vægtklasser.

Der var alle mulige forskellige bassiner. Vandet var pumpet op fra undergrunden og virkelig varmt, så jeg lignede en kogt tomat efter en tur i saltvandsbassinet, silkealgebassinet og det udendørs glohede bassin. Men så kunne jeg køle ned med et dyb i koldvandsbassinet – og det bragte gåsehuden tilbage!

Da vi var færdige med at dyppe os selv i bassinerne, var næste stop på ruten at gøre sig klar til at komme ud i offentligheden igen. Og resortet havde gjort sit til, at man kunne blive toplækker. De stillede shampoo, balsam, hårkur, rensemælk, skintonic, føntørrere, engangsbørster, dagcreme, håndcreme og make-up til rådighed, og ingen japaner forlod omklædningsrummet uden at have tørret og sat håret og duppet læberne med lipgloss. 

Atter forenet med herrene – afslappede og overgearede

 

Se flere billeder i albummet Odaiba Onsen.

Eventkalender

Jeg har lige lavet en ny underside ‘eventkalender 2008′. Her kan alle jer, der kommet på besøg læse om de koncerter, festivaler og andre særlige begivenheder, der foregår i Japan fra januar og frem til april 2008.

Jagten på The Japan Railpass

Også i dag var solen i sommerhumør, så Lars tog en fridag, og vi tog på udflugt til noget så eksotisk som Tokyos immigrationskontor. Her ville vi høre, om det er for os at få status som turister til foråret, når vi er klar til at indtage resten af Japan. Det er nemlig sådan, at man kun kan få et Japan Railpass (et pas der gør, at man kan rejse billigt med tog), hvis man har turistvisum.

Vejret er så godt hernede, at blomsterne er begyndt at blomstre igen

For at komme til immigrationskontoret skulle vi køre med monorail-toget. Jeg gjorde på forhånd lidt indsigelser – et spor – er det nu sikkert? Men det viste sig, at det ene spor bestemt ikke var på slankekur:

Vi kom sikkert frem til, hvad der skulle være 15 minutters gåtur fra immigrationskontoret. Men bykortet og Tokyos umulige gadesystem, der består af numre frem for vejnavne, spillede os et pus, så vi gik først i den forkerte retning. 

Det fik blodsukkeret til at falde, men det er der råd for: løb ind i den nærmeste convenient store og køb en risbolle i tang – haps, og så er man på toppen af Tokyo igen.

Risboller med forskellig smag

Turen videre førte os ud på Tokyos industrihavn, hvor samspillet mellem kranerne og containerne udgjorde et alternativt tetrisspil.

Fremme hos immigrationskontoret blev vi vist foran i køen af sovende filippinere, der lignede nogen, der havde ventet i flere dage. Blot 10 minutter tog det for os at få at vide, at vi ikke behøver at rejse ud af Japan for at få et turistvisum. High Five -Mission Japan Railpass er fuldendt!!!                   

Så nu kan vi fra 1. februar rejse billigt rundt i dette fantastiske land. Det blev fejret med en bento (færdigret) med majonæse, som underlig ekstra bonus….

…i den nærmeste park:

Se flere billeder fra vores udflugt i albummet: Tokyo på vrangen.

Jeg har fået en japansk veninde

På vej hjem i metroen fra en svedig (både i overført betydning og i bogstavligste forstand) koncert med Daft Punk i lørdags mødte vi to japanske piger, Shiho og Kulara. Det viste sig, at de havde set nogle vestlige hårlokker længere nede i togvognen, og da Shiho i flere måneder har søgt efter engelsktalende unge i Tokyo, overtalte hun Kulara til, at de gik ned i vores ende.

Efter at have taget mod til sig i 10 minutter spurgte Kulara endelig drengene (jeg var eneste pige i et drengeslæng på seks), hvor vi kom fra. Det lille spørgsmål førte til, at pigerne tog videre med os på bar resten af natten.

Shiho har boet halvandet år i New York og har en amerikansk kæreste, så hun taler engelsk og er langt mere udadvendt end mange af de andre japanere, vi har mødt.

Vores kemi passede rigtig godt sammen, og i dag tog hun mig med til sin frisør – fantastisk at have en tolk med. Så jeg har fået japanese haircut, men ligner dog ikke helt en mangafigur. Efter frisøren tog vi ud og spiste og snakkede, og jeg kunne virkelig mærke, at jeg har været i underskud af venindesamvær herovre.

Det er fantastisk at have mødt en som hende, som kan forklare en om alle de mærkelige, japanske fænomener som hunde, der bliver behandlet som børn, de umenneskelige lange arbejdsdage, de mange selvmord og japanernes syn på udlændinge. Specielt fordi hun har været væk fra Japan, kan hun reflektere ret godt over det japanske samfund. 

Vi sluttede aftenen af med at tage i – jeg tror ikke, der er et dansk navn for det – klistermærkefotobiks. Det var fyldt med teenagere, der skulle eksponere sig selv.

Her er resultatet af vores fotosession:

På søndag har Shiho arrangeret, at vi, alle drengene, Kulara og nogle af hendes andre venner skal ud til et sparesort. Det er noget med varme bade, massagestole og et bassin med fisk, der spiser ens tørre hud.

Så kig herind søndag aften, så er der update på, om jeg har fået min babyhud tilbage på fødderne.

Julestue i A203C

Så kom julen endelig til Tokyo

Vi inviterede til juleklip, glögg og brunkager. Der blev bygget et pebberkagehus under kyndig vejledning af blandt andet en bygningsingeniør og to arkitekter. Det kom derfor som en overraskelse, at huset var kollapset næste morgen. Designingeniøren mener, at huset blev bygget under for varme og fugtige forhold, så da nattens kulde kom, kondencerde fugten på konstruktionen, som blev fugtig og svag. Ja ja, jeg ved godt det er lidt nørdet, men man er vel ingeniør.

Desværre er der en del af billederne, der på mystisk vis er forsvundet, så det er et noget ambuteret album, jeg har linket til. Men om ikke andet kan man se et par af vores venner.

Albummet ligger til højre på siden under Julestue i A203C