En helt almindelig torsdag eftermiddag

Mit hoved havde været vendt mod computeren i fem timer, og ansigtet var begyndt at lægge sig i rektangulære folder, så jeg overbeviste mig selv om, at det vist var bedst at snøre skoene og komme udenfor. Supermarkedet Tokyu Store blev målet for turen, for min mave gav sultne lyde fra sig, og køleskabet husede ikke andet end mælk, æg og marmelade.

Tokyu Store er ikke Netto, så er det sagt. 500 g havregryn (som er den største mængde, man kan købe) koster 25 kroner, et æble koster 10 kroner – samme pris som en avokado og to citroner på tilbud, og man må smide 15 kroner for en pose madsalt. Til gengæld kom jeg derfra i dag med en frokostbakke med sushi, soya, ingefær og platikgræs (fix lille detalje) for en tyver. Så kan jeg altså godt undvære Netto lidt endnu.

I forestiller jer nok, at Tokyo er teknologiens vugge, men det gælder altså ikke kasserne i supermarkedet. Her overrækker man sin kurv til kassedamen, som fint pakker varerne over i en anden kurv, samtidig med at hun siger prisen på hver enkelt vare – på japansk selvfølgelig. Til sidst lægger hun to poser ned i kurven og fortæller en det endelige beløb. Så lægger man visakortet i en dertilhørende bakke, hvorfra kassedamen tager det, kører det gennem kortmaskinen og rækker det tilbage til en med to hænder, som var det en hellig genstand. Fra kassen går man over til et pakkebord, hvor man tager de netop fint stablede varer op i indkøbsposerne. Er poserne tunge, kan man tage nogle smarte plastikhåndtag, så poserne er lettere at bære hjem. 

Og præcis sådan var proceduren også i dag. Med to platikposer i grønne håndtag gik jeg hjemad. På vej forbi parken så jeg en mand kravle rundt i et træ. Han var i gang med at beskære det og brugte hverken stige eller klatreudstyr som hjælp. Han klarede det hele ved hjælp af sine traditionelle ninjasko, som er en kraftig stofstøvle med to rum til tæerne, et til storetåen og et til de andre. Længere henne ad gaden kom tre midaldrende kvinder trippende af sted i træsko og pastelfarvede kimonoer. De standsede op foran en lille sortkrøllet puddel, som var iklædt rød frakke akkurat som sin mor. De hilste smilende på hunden og trippede videre, så man nu kun havde udsigt til deres skinnende, opsatte hår.

Næsten hjemme kom jeg forbi huset med vandflaskerne. Det er et mysterium. Rundt om huset står 20-30 halvanden liter flasker med vand i, som et hegn der beskytter mod onde ånder. Jeg bliver nødt til at finde ud af, hvorfor de har de flasker stående – skal nok dele det med jer, hvis jeg løser gåden!

Ved indgangen til lodgen hang plastikkragen som sædvanlig med hovedet nedad over de udendørs skraldespande. Rengøringskonen har tidligere signaleret, at det holder de levende krager, som hersker over himlen i hele byen, væk fra affaldet. Det lader til at virke.

Turen hjem forvissede mig om, at jeg sagtens kan undvære Netto i flere måneder i bytte for at støde på alle de her synsforkælelser hver gang, jeg går på indkøb.

Er Sverige et land i Yokohama?

Efter to måneder med hovedet ned af er det måske ikke så underligt, at hjernen opfører sig lidt underligt.  Det var i hvert fald tilfældet, da Laura og mig besluttede os for at gøre noget ved den røvsyge lysstofrørsbelysning, der indtil i eftermiddags prægede vores lejlighed. Løsningen på problemet var, som så mange andre steder på denne jord at finde den nærmeste IKEA. Efter en kort omgang internetkonsultation fandt vi ud af, at den nærmeste IKEA ligger  i Yokohama. Yokohama er en by med godt 3,5 millioner indbyggere, og den ligger 50 km sydøst for Tokyo. Til vores held har Tokyo forlængst spist Yokohama, så turen dertil blev klaret med en nem tur i metro; med ekspresslinjen tog det ikke engang så lang tid. Da vi nåede frem til Yokohama station, blev vi mødt af IKEA plakater med en pil mod den nærmeste shuttelbus. De er sgu tjekkede de svenskere! Efter 10-15 min. i bussen kunne man pludseligt se en blå bygning med store gule bogstaver IKEA! Eftehånden som vi kom tættere på, voksede den blå bygning sig større og større. Det var lidt ligesom første gang, jeg så en flyvemaskine holde parkeret i Kastrup – Jeg tænkte “Den er godt nok stor!”. Det var IKEA i Yokohama også!

Oven på den oplevelse var vi blevet helt sultne, og det er jo ikke nogen hemmelighed, at en tur i IKEA altid er sjovest, når man har styr på maven og blodsukkeret. (er der ikke styr på det, er Lars i hvert fald ikke særlig underholdende!)

Da vi var kommet inden for og op på 1.etage, var det ret tydeligt, at en stor IKEA har en enorm kantine! Og hvad endnu bedre var – kantinen var fyldt med svenske godiser: brunkager, glögg, rejesalat og aller aller aller vigtigst…… Kjötbollar, massere af kjötbollar! Vi skyndte os hen til den første og bedste madvogn (se billedet, den er ret sej)

og kørte direkte hen og bestilte den største portion kjötbollar, der fandtes. Den var ret stor – hele 15 kjötbollar! Og så var det med kartofler, persille, brun sovs og tyttebær. Præcis som vores tipoldemor plejede at lave det…..?!?!

- Dér skete det så. Hjernen kortsluttede vist lidt. Pludselig begyndte vi i vores kjötbolla-rus at kippe med det svenske flag og synge på ordene. og vi så åbenbart så lykkelige ud, at afryderen mente, han måtte forevige øjeblikket – i dette Kodak Moment, som han kaldte det.

Efter tallerkenen var slikket ren, bakken stillet på opvaskevognen, vaklede vi af sted mod lampeafdelingen, og da gik det op for os, at vi lige havde været et kort besøg i Sverige. Resten af IKEA var helt som det plejer, vi kom derfra med fem lamper inkl. pærer for 200,- kr.

Alarm: Voldtægt på toilettet!

I dag da jeg var på vej hjem fra den nordlige del af Tokyo, skulle jeg skifte metro. Skiftet kom meget belejligt, da min hjerne var begyndt at stille ind på et piktogram med en kvinde i trekantet kjole. På Hibya station finder jeg et toilet, endda et rent, engelsk siddetoilet og ikke et tyrkisk ståtoilet, som ellers dominerer de offentlige toiletter hernede. Så alt går forrygende – indtil jeg skal trække ud.

Japanske toiletter er, som mange af jer sikkert har hørt, en historie for sig. Mange af dem har varme i sæderne, musik og mulighed for regulering af trykket på det skyl, man kan få bagi. Rygtet siger desuden, at nogle af dem kan analysere ens nummer 2, så man kan finde ud af, om man skal spise flere rosiner eller færre gulerødder.

Et eksempel på et toilet med musik-, skyl-rumpe- og sædevarmefunktioner.

Toilettet i dag havde dog ingen smarte funktioner, og det blev problemet. For det havde så få funktioner, at jeg ikke kunne finde skyl-ud-knappen. Den var hverken bagved sædet eller over sædet, så da jeg så en knap på væggen, tænker jeg – det må være knappen – og trykker.

Men i det sekund, jeg trykker, ser jeg skiltet over knappen. For en gangs skyld er der et skilt på engelsk: Emergency Alarm!

Pis, pis, pis, siger jeg til mig selv og bliver endnu mere befippet, da jeg samtidig opdager, at en stor, rød lampe blinker i loftet, og at lyden af en sirene bliver højere og højere.

Jeg overvejer, om jeg skal forsøge at svømme væk i toilettet på ægte trainspotting-maner (toilettet er begyndt at skylle - det har åbenbart en censor, der føler, om man er færdig eller ej), men min klaustrofobi for mig til at vælge at gå ud og tage imod hæren af vagter, der kommer løbende med knipler, hunde og pistoler for at stoppe voldtægtsforbryderen på dametoilettet.

Heldigvis dukker der kun én vagt op; en sød kvinde, som bare smiler, da jeg undskylder igen og igen, mens jeg slutter mig til tokyoitterne, der glor mærkeligt på mig, mens vi målrettet haster videre mod vores metro.

Puha, den der pinlighedsfølelse, tror jeg ikke, jeg har haft, siden jeg tissede i en motorvejskø engang, men det er en helt anden historie.